De fleste blev heldigvis væk fra Fortet…

Startopstilling: Ken, Louis, Jannik, Arved, Martin, Asmus, Tue, Jesper, Rullen, Antoine og Rullen.
Bænk: Suave, Teis og Mark

TW og Jesper scorede – men jeg gider simpelthen ikke at notere Sjollers 10 mål!

Det var særdeles mærkværdigt, på visse tidspunkter faktisk ubehageligt, det vi som klub, trænere og spiller oplevede i fredags. Det var vores hidtil største turneringsnederlag, og første gang nogen sinde at vi lukkede et tocifret antal mål ind, og der blev dermed skrevet et lille stykke klubhistorie. Men ikke ligefrem af den form vi efterstræber! 10-2, og så ovenikøbet hjemme på Fortet, må betragtes som en af de mørkere dage i Hajduk SPuLs historie…

Særligt fordi vi stod overfor en modstander, som ganske vist er af høj kaliber på vores niveau, men som så langt fra overmatcher os på denne måde. Vi fejlede i samlet flok, men det var særligt hårdt og bekymrende at se, hvordan vi avlede fejl på fejl og virkede for skrøbelige til at frembringe en trodsreaktion. Vi lavede så ufatteligt mange personlige fejl, og lod en dårlig start påvirke os i en grad jeg heldigvis sjældent har set. Vi var tydeligvis ikke taktisk parate til de justeringer vi forsøgte os med inden kampen, men hvor jeg før har set jer løse problemstillinger undervejs, så forblev det ved løse fagter og tom kommunikation. Vores kloge 10ér Jonas Winding sagde inden han drog i eksil i det jyske, at han betragtede vores pokalkamp mod HB som farlig. Til trods for en hæderlig indsats kunne et stort nederlag ødelægge det momentum klubben var inde i, og at tidligere pokalopgør netop havde haft den effekt. Måske havde han ret, om end det bestemt ikke hele forklaringen. Men vi lignede ikke krigere, derimod en flok spejdere som CV ville mene var ”psykisk ude af balance”.

CV Jørgensen har den skrøbelige psyke på dagsordenen i nummeret Penge er et satanisk mesterværk, hvor han fortsætter ”med et system der ikke har levned mig en jordisk chance”. CV har unægtelig en større og vigtigere system på dagsorden, men jeg påtager mig selvfølgelig byrden for det tunge nederlag, da jeg heller ikke fik udstyret jer med det rette system. Jeg troede på, at vi kunne løse opgaven centralt med to midtbanespillere, men Sjoller udnyttede konstant det rum vi ellers var opmærksomme på de ville gøre. Der var flere ting som gik galt, men særligt rollefordelingen omkring, hvordan vi skulle samle deres meget bevægelige midtbane og angribere op. Derudover fik vi centralt ofte lagt et skævt pres, så vi stod i rum, hvor vi hverken var i position til erobring eller opdækning. Udefra virkede det også som om vores midtbane hurtigt blev sat ud af system, fordi vi ikke fik lagt det rigtige pres fra vores angribere. Dels blev det ofte lagt for højt, særligt i starten af kampen, men også at de for hurtigt fik spillet uden om dem. Det krævede en reaktion fra vores midtbane, og her var vi ofte forkert placeret.

Jeg begik den fejl, at jeg i for lang tid troede, at vi var i stand til at få det justeret ind. Jeg synes, at vi havde mulighederne for at udføre opgaven, men blev for vedhængende i min ide, da det set i bakspejlet, ikke var til nogen hjælp for jer på banen. Når man ikke er i balance har man brug for noget tryghed, og derfor skulle vi have reageret før – men at vi kommer så hurtigt ud af balance er noget vi både som hold, men også individuelt må blive langt bedre til. Vi har brug for at alle tager ansvar – det burde vi være kloge nok til!

Men vi skal videre venner, og jeg håber I er ligeså opsatte som mig på, at vi genrejser os på onsdag mod Hellerup. Vi skal atter rejse Hajdukfanen og generobre lidt fodboldmæssig stolthed! For jeg synes sku det var hårdt at gennemgå det vi gjorde i fredags, det sled dybt inde, at se os i sådan en tilstand. Vi kan så meget mere end det der ramte os i fredags, men det kræver mere tilstedeværelse, vilje, sejrslyst og ære, hvis vi skal bevæge os i den rigtige retning. Kom med, meld jer klar og lad os tage den sidste del af sæsonen med nyt mod og ny energi. Hajduk forsvinder ikke – de genopstår!

Coach.

Posted in Kampreferat 13/14. Bookmark the permalink. RSS feed for this post. Leave a trackback.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Kommende begivenheder

    Der er ingen kommende begivenheder.

  • Erik Gamdrup Jensen

    Et maleri
  • Dansk Profil Dress

    Logo fra Dansk Profil Dress

    Dansk Profil Dress

Swedish Greys - a WordPress theme from Nordic Themepark.